Træningslejr 2011

September 3, 2011 af Stephan Nielsen under Senior

En ny sæson er i gang, og med den følger den årlige træningslejr, som i år blev afholdt d. 26.-27. august.



Lejren begyndte fredag, hvor 25 veloplagte Skovbakken-spillere mødte op til et spejlglat første træningspas. Lørdag morgen var Annex-hallen derfor byttet ud med Vejlby-Risskov-hallen, så et noget mere skridsikkert underlag kunne udgøre rammerne for to timers intens og sveddryppende træning med Kristian Langbak ved roret.

 

Herefter gik turen til Rambøll i omgivelser, som næsten matcher Bloms cafeteria. Her stod Jesper Jørvad for dagens intellektuelle indspark i form af et oplæg om at coache og blive coachet på badmintonbanen. Der blev delt meninger om brugbar coaching og absolutte no-goes i det halvhektiske minut før tredje sæt. Alt sammen efterfulgt af en velfortjent frokost.

 

Tilbage i Vejlby-Risskov stod eftermiddagen på fire forskellige discipliner, der alle udfordrede vores samarbejdsevner – både med og uden bind for øjnene. Opdelt på fire hold kæmpede vi om Helles uopnåelige 5 point, men holdet med Jeppe Billund i spidsen, løb med sejren til sidst.

 

Vi sluttede eftermiddagen af med endnu en træning. Denne gang blev det dog runder, der fik lov at hive den sidste energi ud af benene. Herefter var der fællesspisning i vante omgivelser i Annex’en, hvor en masse Bakken-folk dukkede op og skabte god stemning til langt ud på aftenen.

 

 

En opstart som denne må næsten resultere i endnu en god sæson. Men en hyggelig træningslejr giver også frit løb for Skovbakkens mange alsidige talenter. Alice er en haj til knob, Tobias kan åbenbart spille fremragende klaver, Rasmus Staghøj må have kastet med vandballoner før, Jesper Jørvad viste sig i rollen som kommende far, og Torben kan absolut ikke spille snyd.


Kommentarer:

Efterlad et svar



(Din email vil ikke blive vist for offentligheden.)

Skriv venligst bogstaverne og tallene præcist som vist på billedet.Captcha CodeClick the image to see another captcha.



Søg på sitet